Martin kom på rette hylde

27. april 2023

Da autismen spændte ben for Martins planer om uddannelse, var han tæt på at miste modet. Igennem KLAR TIL START fandt han arbejdsglæden et uventet sted, og er nu helt uundværlig på sin arbejdsplads.

Nogle gange finder man sin rette plads, hvor man mindst venter det. Det skete for 31-årige Martin, der har været diagnosticeret med autisme, siden han var barn. Det gav ham bl.a. problemer med at koncentrere sig i skolen og senere i uddannelsessystemet.  

”Jeg begyndte på universitetet, men gik ned med stress.  Jeg prøvede at begynde igen på nedsat tid, men det gik heller ikke. Efter det havde jeg en periode, hvor jeg ikke rigtig lavede noget, men bare flakkede lidt rundt. Jeg overvejede fleksjob, men som autist kan det være meget uoverskueligt, selv gå i gang med processen med at blive godkendt til fleksjob, som kan tage flere år.” fortæller Martin.

Det var Martins kommune, der foreslog KLAR TIL START som en mulighed for at komme videre. Han besluttede sig for at give det et forsøg, selvom han var lidt skeptisk i starten. 

”Oprindelig kunne jeg ikke rigtig se mig selv arbejde i butik, så jeg var måske ikke så entusiastisk. Men jeg tænkte: Lad mig da prøve det. Og det viste sig hurtigt, at det faktisk var meget bedre, end jeg troede. Allerede efter to uger med KLAR TIL START var jeg nærmest klar til at sige: Hvor skriver jeg under?”, fortæller Martin.  

Vejen til fleksjob blev nemmere

I løbet af KLAR TIL START-forløbet blev Martin afklaret til fleksjob, og arbejder i dag fire dage om ugen i Coop 365discount i Ringe.

”Som autist er KLAR TIL START en stor hjælp: Du får papir på, at du kan komme i fleksjob. Du får et arbejde, som giver noget erfaring. Hvis du på et tidspunkt vil prøve noget andet, har du stadig altid det at falde tilbage på,” siger Martin.

Efter han gennemførte sit forløb i 365-butikken i Ringe for tre år siden, blev han ansat i en anden af kædens butikker – men efter et år ringede bestyreren for at høre, om han ikke kunne tænke sig at komme tilbage til Ringe. Der var brug for ham i frost-afdelingen, som han nu holder orden i fire dag om ugen.

Det sociale er det vigtigste

I den første tid af KLAR TIL START-forløbet var Martin meget tilbageholdende, og ikke meget for, selv at tage kontakt til andre. Derfor var KLAR TIL START-vejlederen, som er med kandidaterne på job hver dag, et vigtigt bindeled imellem ham og arbejdspladsen.

”Men før, du får set dig om, så cutter du vejlederen mere og mere ud, og går selv hen og spørger kollegerne, hvis der er noget, du er i tvivl om,” siger Martin.  

I dag er netop muligheden for at socialisere med andre et af de vigtigste aspekter ved at gå på arbejde for Martin.

”Hvad havde man lavet, hvis man havde siddet derhjemme? Gloet på en skærm eller læst i en bog. I stedet kommer jeg ud af huset og taler med mine kolleger. Nu hvor jeg har været her et stykke tid, er det også meget hyggeligt at hilse på kunderne. Nogle af dem kender man jo efterhånden,” siger Martin.  

Kontakt

Morten Wulff

Projektleder