Et nyt liv til Sofie

1. juni 2023

Det blev en livsforandrende oplevelse for Sofie at være med i KLAR TIL START: Før var hun ved at opgive at komme ind på arbejdsmarkedet, nu stortrives hun i sit job.

”Jeg er glad, når jeg står op om morgenen, og jeg er glad, når jeg går på arbejde. Jeg plejer at sige, at KLAR TIL START reddede mit liv. Ellers var den eneste udvej, jeg kunne se for mig selv, førtidspension, og så havde jeg ikke været glad”. 

Sådan siger Sofie på 33, der er tidligere kandidat i KLAR TIL START, og nu ansat i Coop 365discount.

KLAR TIL START kom ind i Sofies liv på et tidspunkt, hvor hun syntes, at alting så håbløst ud. Sofie er diagnosticeret med autisme, ADHD og panikangst. I mange år vidste hun dog ikke, at det var forklaringen på, hvorfor hun havde svært ved at holde fast i et job eller gennemføre en uddannelse. Som mange piger og kvinder med autisme, fik hun først sin diagnose sent, da hun var 29. Tre gange havde hun måttet opgive at gennemføre en uddannelse, og var til sidst havnet i jobcentret, hvor hun sad fast i to år.

”Det var helt forfærdeligt. Når man har haft så mange nederlag, er ens selvværd helt nede under gulvbrædderne,” fortæller Sofie.

Tryggere alternativ til korte praktikker

Det var Sofies mor, som tilfældigvis hørte om KLAR TIL START, og tænkte, at den mulighed som skulle prøves, inden en førtidspension blev næste skridt. Sofie havde faktisk tidligere arbejdet i butik, og været glad for det, men havde ikke kunnet holde til det på fuld tid.

”Jeg prøvede at spørge, efter jeg var stoppet på min sidste uddannelse, om jeg kunne komme i fleksjob. Men jeg fik at vide, at det kunne tage op til 3 år, inden man var godkendt. Det knækkede mig fuldstændig, for jeg kunne slet ikke overskue sådan en lang proces,” siger Sofie.

Mens Sofie hørte under jobcentret var det også flere gange på tale, at hun skulle i praktik. Men for et menneske med autisme slider den slags korte forløb kraftigt på psyken, så det ville hun helst undgå.

”Det tager tid at vænne sig til et nyt sted og nogle nye personer, og så er det stressende at vide, at du kun er der i en kort periode, uden at du ved, hvad du skal bagefter. Når man som jeg også knytter meget stærke bånd til andre, er det at blive revet væk fra dem – måske flere gange, fordi der er flere praktikker i træk – meget hårdt,” siger Sofie og fortsætter:   

”Så KLAR TIL START var bare det perfekte for mig, fordi det er et længere forløb. Man ved, at man kan blive ansat bagefter, og ikke skal begynde forfra et nyt sted.”

Selvværdet blev bygget op igen

I KLAR TIL START-forløbet fik Sofie en vejleder tilknyttet, som hjalp med at afklare og sætte rammerne for Sofies arbejdsliv: Hvor meget, hun kunne holde til at arbejde, og hvilke arbejdsopgaver, hun skulle have.

”Jeg er typen, som siger ja til alt, fordi jeg gerne vil gøre andre tilpas – også selvom det er noget, som egentlig ikke er godt for mig, for eksempel at sidde i kassen. Der var det supergodt at have en vejleder, for hun var god til at stoppe mig, inden jeg involverede mig i noget, jeg ikke kunne tåle,” siger Sofie.

På den måde blev der fundet en balance, hvor Sofie i dag arbejder 15 timer om ugen fordelt på fire dage. Hun er særligt glad for at arbejde på bordene med spotvarer, hvor hun holder orden i de mange varer.

”Det er virkelig mit drømmejob, jeg har fået. Arbejdet får mig i gang rent fysisk, men det er også et sted, hvor jeg kan være social sammen med andre. Det havde jeg ikke noget af før, hvor jeg var meget alene derhjemme, fordi jeg tit var syg,” forklarer Sofie.

Der er en verden til forskel på Sofies liv før KLAR TIL START og hendes hverdag nu. Hun trives i sit job, har fået større selvtillid og arbejder nu på at flytte fra den delelejlighed, hun bor i, over i sit eget.

”Når jeg tænker på fremtiden i dag, er det en lys fremtid, jeg ser foran mig – det var det godt nok ikke før!” siger Sofie. 

Sofie med sin vejleder Lene Clemmensen, på dagen hvor hun blev færdig i KLAR TIL START og fastansat.

Kontakt

Morten Wulff

Projektleder