“Det er billede, jeg tog for fem år siden og lagde op på Facebook. Jeg ville prøve at bryde tabuet og få flere til at tale om psykiske problemer. Men der skete ikke så meget.”
Sådan fortæller Sara Møller på 30 år om et facebookopslag fra 2016 med et foto af hende selv, der holder et papskilt med ordene:
“Jeg kæmper med angst hver dag. Jeg tør ikke forlade min lejlighed. #brydtabuet.”
Den gang gik al hendes tid med angst og småpsykoser. Hun gik ikke ud alene og fik antipsykotisk medicin for at kunne sove.
Lang vej til i dag
I dag er hun et helt andet sted. 1. september begynder hun som butiksassistent i Irma i Søborg, det første job hun nogensinde har haft. Det seneste år har hun gennemgået det særlige jobforløb KLAR TIL START, som er en kombination af praktisk oplæring samt social og personlig udvikling, der skaffer personer med autisme i fast job via samarbejde med en række private virksomheder.
Men der er løbet meget vand i åen, inden hun nåede hertil. Alt for meget fristes man til at sige.
En rejse i forkerte forklaringer
“Jeg har været indlagt to gange på psykiatrisk afdeling, første gang som 13-årig, og jeg har også boet på opholdssted”, fortæller Sara. Hun nævner nogle af de begreber, hendes besværligheder gennem årene er blevet forklaret med:
“Jeg har haft panikangst, generaliseret angst, agorafobi, personlighedsforstyrrelser og skizotypisk sindslidelse. Jeg kan huske, at da jeg var i behandling for angst, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle høre musik, når jeg kørte i tog, selv om det fik mig til at slappe af. I stedet skulle jeg træne mig selv til at kunne klare togturen. I dag ved jeg, at det var et helt forkert råd, men de vidste ikke, jeg var autist,” siger Sara.
Bebrejdede sig selv
I årene der gik bebrejdede Sara sig selv, at hun ikke kunne lykkes med noget. “Jeg blev ældre og ældre og havde stadig ingen uddannelse eller noget arbejde. Jeg var ude i nogle forskellige virksomhedspraktikker, men det gik aldrig så godt, og på et tidspunkt, efter jeg havde haft et ret dårligt praktikforløb, havde jeg en samtale med min kommune om at komme på førtidspension.”
Men lige dér, på den sidste afsats inden springet ind i et pensionerings-forløb som bare 28-årig, skete der noget. Sara blev henvist til et nyt sted med sine tilbageværende angst-perioder, og her fik hun at vide, at noget kunne tyde på, hun var inden for autismespektret. Herefter blev hun henvist videre til et andet sted og derefter til et tredje sted. Autismediagnosen blev både be- og afkræftet hos de forskellige personer, hun blev henvist til i denne tid, men efter halvandet blev det endelig slået fast.
Diagnose var et startskud
“Jeg blev diagnosticeret med Asperger, og herefter er det kun gået frem. Allerede første gang, jeg hørte om, at jeg måske var autist, tænkte både jeg og min mor, at det gav rigtig god mening. Efter jeg fik diagnosen, fik min mor fat i en privat psykolog, som lærte mig, hvad det vil sige at være autist. Det fik jeg rigtig meget ud af. Og så fandt min veninde ud af, at der var noget der hed KLAR TIL START, som kunne hjælpe folk med autisme i job. Hun læser til socialrådgiver, så derfor vidste hun lidt mere om de muligheder, end jeg selv gjorde. Jeg ringede til min sagsbehandler, og sagde jeg gerne ville i KLAR TIL START, og hun var meget glad for, at jeg havde fundet en vej væk fra førtidspension,” fortæller Sara.
I 2020 begyndte Sara som kandidat i KLAR TIL START og inden sommerferien kunne hun sammen med sin mor og veninden fejre et afsluttet forløb, som giver adgang til en fastansættelse.
Føler mig nyttig
“Det har givet mig rigtig meget selvtillid. Siden 9. klasse har jeg aldrig afsluttet noget, før nu. Jeg sidder ved kassen i Irma, og det ville jeg aldrig have troet, jeg kunne overskue. Jeg er blevet rigtig god til at smalltalke, og det kan jeg også bruge privat. Faktisk har forløbet i KLAR TIL START gjort mig noget mere udadvendt. En gang troede jeg, at jeg var introvert, men det er jeg ikke sikker på længere. Måske er jeg i virkeligheden udadvendt”, siger Sara.
“Og så føler jeg mig nyttig. Jeg kan noget, og jeg bidrager med noget. Det er nok den største forskel.”
