KLAR TIL START bliver del af ny handicappolitisk handlingsplan

4. december 2025

Vi er udpeget som en central aktør i regeringens handleplan for at få 15.000 flere unge med handicap i beskæftigelse inden 2030.

Det er med stor glæde, vi kan fortælle, at KLAR TIL START er blevet udpeget som en central aktør i den nye handicappolitiske handlingsplan, som regeringen og aftalepartierne bag SSA-aftalen for 2026–2029 netop har vedtaget.

Læs hele den Handicappolitiske Handlingsplan her

Øremærket beløb

Ud over den formelle ankendelse af KLAR TIL START betyder det også, at der fra 2026 til 2029 afsættes i alt 3,4 millioner kroner til et øremærket tilskud til KLAR TIL START. Formålet er at udbrede og styrke kapaciteten i vores tilbud, så det bliver tilgængeligt for flere unge og voksne med autisme.

Det er en stor anerkendelse af vores mangeårige arbejde — og betyder, at vi får bedre vilkår for at hjælpe flere med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

15.000 mere skal i job

Ifølge regeringen og handleplanens nye mål skal 15.000 flere personer med handicap komme i beskæftigelse inden 2030.

Den nye bevilling til KLAR TIL START er et konkret skridt i den retning: Vi gør det muligt for flere med autisme og lignende udfordringer at blive en del af arbejdsfællesskabet.

For den enkelte betyder det job, tilhør, struktureret hverdag og oplevelsen af at bidrage. For samfundet betyder det at inkludere ressourcestærke, engagerede medarbejdere med unikke perspektiver og kompetencer.

KLAR TIL START kommer bredere ud

Med bevillingen fra SSA-reserven over de næste 4 år får vi mulighed for at gøre vores tilbud tilgængeligt for flere. 

Vi ser et kæmpestort potentiale hos unge med autisme og neurodiversitet generelt, der lige nu står uden for job og uddannelse, men med den rigtige hjælp kan få et stabilt og tilfredsstillende arbejdsliv. 

Vi vil bl.a. arbejde på at udbrede vores tilbud nationalt, så flere kommuner og virksomheder får adgang til vores særligt tilrettelagte ansættelsesforløb.

En hjælpende hånd

Siden KLAR TIL START opstod i 2012, har vi arbejdet målrettet med at hjælpe unge og voksne, der har brug for struktur og støtte for at kunne indgå i et almindeligt arbejdsliv. 

Det indledende citat fra handleplanens afsnit om KLAR TIL START opsummerer det meget godt:

“En hjælpende hånd kan være afgørende for at komme ind på arbejdsmarkedet …” Sm.dk

Tak til alle jer – samarbejdspartnere, deltagere, virksomheder og politikere – som har gjort dette muligt. Vi glæder os til at fortsætte kampen for ret til arbejde og et ligeværdigt liv for mennesker med autisme og lignende udfordringer.

Kontakt