fbpx

Når landets jobcentre åbner i dag, møder de en ekstraordinær håndsrækning til at hjælpe borgere med autisme ud af ledighed. Som følge af Coronakrisen har folkene bag ansættelsesforløbet KLAR TIL START udviklet et nyt midlertidigt og gratis praktikforløb.

Borgere med autisme rammes typiske hårdere af lediggang end andre, og de færreste er tilmed i job. Derfor rammer det ekstra hårdt hos denne målgruppe, at Coronakrisen har sat landets jobcentre under et hidtil uset hårdt pres. Organisationerne bag det succesfulde jobforløb KLAR TIL START byder nu ind med et ekstraordinært og gratis tilbud til de jobcentre, der vil hjælpe borgere med autisme.

Rykker bagud i køen

“Vi må se i øjnene, at det nok bliver sværere for jobcentrene at prioritere borgere med særlige behov, når tusindvis af nyledige som følge af Coronakrisen har meldt sig i arbejdsløshedskøen. Men isolation og ledighed er det sidste disse borgere har brug for”.

Sådan lyder det fra Britta Bak, direktør i FONDEN UNGES, som siden 2013 via forløbet KLAR TIL START har skaffet borgere med autisme i fast arbejde hos private virksomheder i hele landet. 11 private, selvejende eller kommunale organisationer udgør tilsammen det specialistnetværk, som skaffer 80% af alle deltagere i fast arbejde. Det generelle beskæftigelsestal for borgere med autisme er ca. 15%.

Ud af isolation

Jobcentrene står foran en kæmpe opgave med over 50.000 nye ledige danskere som følge af Coronakrisen samt potentielt yderligere titusindvis af danskere, hvis arbejdsgiver pt. modtager kompensation for at undlade fyring.

“I KLAR TIL START ser vi, hvordan struktur, relationer, meningsfulde opgaver og perspektiv giver vores kandidater et markant løft i livskvalitet. Derfor tilbyder vi nu i rammerne af KLAR TIL START et fire ugers gratis praktikforløb for at hjælpe så mange borgere med autisme som muligt ud af en nedbrydende isolation og lediggang”, fortæller Britta Bak.

Coop bakker op

Coop Danmark hører til blandt de virksomheder, som samarbejder med KLAR TIL START. Herfra lyder det fra HR-direktør Jens Romundstad:

“Vi bakker naturligvis op om denne ekstraordinære indsats, og praktikanterne vil blive taget godt imod ude i vores butikker. KLAR TIL START’s personlige vejledere er jo til stede, og via KLAR TIL START-samarbejdet har vores personale rigtig gode erfaringer med medarbejdere med autisme.

Bryder isolationen

Tilbuddet til jobcentrene løber til og den 11. oktober 2020, eller så længe de enkelte partnere i KLAR TIL START-netværket har tilstrækkelig kapacitet. Nogle få af partnere har dog pt. ikke ressourcerne til at kunne bidrage til den ekstraordinære indsats.

De fire ugers praktik fører selvsagt ikke til fastansættelse, ligesom det etårige KLAR TIL START-forløb gør. Men det kan modvirke isolation og mistrivsel, med alt hvad dette kan medføre, samt give den enkelte borger ny og meningsfuld arbejdsmarkedserfaring.

Læs mere her